Til Apple’s seneste konference for udviklere løftede de sløret for kommende opdateringer til iOS, iPadOS og macOS, styresystemerne til iPhone, iPad og Mac-computere.

En af nyhederne er et øget fokus på privacy, og det får indflydelse på hvordan systemer som Ubivox håndterer statistik i fremtiden.

iOS 15, iPadOS 15, macOS Monterey – og sporing

Med næste version af OS’erne begynder Apple at håndtere indlæsning af billeder i e-mails anderledes end før. En ny indstilling bliver tilføjet, “Protect Mail Activity” til Mail-programmet, som dog er slået fra som standard. Slår man den til, vil Mail-programmet tilfældigt indlæse billeder på modtagne e-mails.

Rent teknisk fungerer systemer som Ubivox ved at registrere en visning af en e-mail når billeder i e-mailen indlæses. Det giver et temmelig sikkert billede af hvor mange modtagere, der åbner dine e-mails. Vi kalder det visningsrate.

Mail-programmet vil fremover, når en e-mail modtages, indlæse billeder på et tilfældigt tidspunkt fra en tilfældig IP-adresse – uanset om modtageren åbner e-mailen eller ej. Det betyder, at det for Ubivox vil se ud som om modtageren har åbnet e-mailen, selvom de ikke har.

Den tilfældige IP-adresse vil desuden gøre, at vi ikke længere kan fortælle i hvilken region e-mailen åbnes fra.

Vi undersøger selvfølgelig hvordan denne ændring skal håndteres rent systemmæsigt – skal vi filtrere disse billedindlæsninger fra? Så falder din visningsrate. Skal vi inkludere dem? Så stiger din visningsrate. Skal vi ignorere alle åbninger fra Apple-brugere, og samtidig ikke inkludere dem i summen af modtagere – så visningsraten forbliver ens, men den stadig vil være mindre præcis?

Den endelige løsning skal vi nok melde ud, men faktum er, at visningsrater også fremadrettet bliver mindre og mindre præcise, og vil miste værdi som en indikation af hvor godt det går med dit nyhedsbrev.

Bemærk: Klikstatistikken forbliver præcis, da links ikke automatisk besøges af Mail-programmet.

Spørgsmål? Kommentarsporet er åbent. :)